Progressiv
Jødedom i Danmark
Progressive Judaism in Denmark
Definitionen på at være praktiserende progressiv jøde
At være jøde er at være arving til en religiøs og kulturel tradition.
At være praktiserende jøde er at acceptere opgaven at vedligeholde og videregive denne tradition med stolthed og kærlighed.
At være praktiserende progressiv jøde er at videreføre denne tradition inden for rammerne af moderne tænkning og moral; at leve efter det profetiske ideal — med retfærdighed, kærlighed, venlighed og respekt for Gud.
Hvad er progressiv jødedom?
Betegnelserne ”liberal jødedom” og ”reformjødedom” anvendes begge til at betegne den dynamiske, progressive strømning i jødisk tankegang og kultur, som ikke bygger på ortodoks praksis.
Progressiv jødedom er realitetsorienteret og sætter dette over traditionen, men med ærbødighed over for fortiden.
Progressiv jødedom er altid villig til at undersøge og evaluere sin tro, sin religiøse praksis og sine værdier; det er altid en målsætning at modificere, udbedre, forny og eksperimentere, samtidig med at vi bestræber os på at ære rigdommen i vores kulturarv.
Progressiv jødedom sætter oprigtighed over konformitet; vi har mod på at engagere os i dialog med andre; vi søger efter fornuftige og medmenneskelige svar for at finde mening med tilværelsen.
Progressiv jødedom har en inklusiv holdning til jødisk identitet, således at vi er åbne over for alle, der opfatter sig selv som jøder samt tager godt imod folk, der har et oprigtigt ønske om at konvertere.
Progressiv jødedom forfægter og praktiserer 100 % ligestilling mellem kønnene i alle religiøse henseender.
Progressiv jødedom guider mennesker og opmuntrer dem til at følge deres egen spirituelle samvittighed.
Progressiv jødedom lægger mere vægt på etisk opførsel end på overholdelse af ritualer og forskrifter.
Progressiv jødedom står for en jødedom, som er bevægelig og ændrer sig i forhold til tiden. Siden sin begyndelse har progressiv jødedom holdt på, at jødedommen ikke måtte blive et arvestykke, som var fastlåst i tiden, men at den skal være et levende kildevæld af åndelighed og inspiration.
Forandringer må naturligvis ske med omtanke og skal selvfølgelig have sine rødder i vores folks traditioner og historie, men vi fastholder jødedommens kreative karakter og peger på, at hårdnakket modvilje mod nye tiltage og forandringer vil medføre, at jødedommen mister sin relevans.
Det er denne villighed til forandring, som, håber vi, vil kunne give vitalitet og styrke til vores nye danske menighed, som samtidig føler sig fuldt ud rodfæstet i det danske samfund og som en levende del af dansk kultur.
Forskellen mellem progressiv, reform- og liberal jødedom *)
Der er små, bitte liturgiske og trosmæssige forskelle mellem progressiv, reform- og liberal jødedom, men man kan anvende følgende skelnen som en tommelfingerregel:
Uden for Nordamerika, svarer det, der i Nordamerika betegnes som reformjødedom til ”progressiv” eller ”liberal” jødedom. Her i København betegner vi vores PJF-menighed som progressiv. I nogle lande, f.eks. Storbritannien, Frankrig og Østrig, er det, de betegner som liberal jødedom, det samme, som det, der betegnes som reformjødedom i USA og Canada – og det, vi betegner som progressiv jødedom i Danmark.
Det, der kaldes for konservativ jødedom i Nordamerika, betegnes i andre lande som ”reform” eller ”masorti” jødedom, om end dette også indebærer mindre forskelle imellem dem. Men det betyder, at det, der i Storbritannien betegnes som reformjødedom, i nogen grad svarer til det, der kaldes konservativ jødedom i USA og Canada. Dog synes medlemmerne af reformmenighederne i Storbritannien at være tilbøjelige til at identificere sig mere med den jødiske reformbevægelse i USA end med konservativ jødedom. I Storbritannien findes der både progressive, liberale og reformjødiske menigheder.
USA og Israel er de to lande i Verden, hvor der bor flest jøder. I USA laver jødiske organisationer hvert tiende år en ”folketælling” blandt jøder. Af de jøder, som i den seneste undersøgelse angav at have et religiøs tilhørselsforhold til jødedommen, angav 41 % at være knyttet til reformjødedom, 40 % til konservativ jødedom, 8 % til ortodoks jødedom, og 11 % til andre identifikationer.
Reformjødedommen er den gren af jødedommen, som de seneste år synes at have oplevet den største vækst i antallet af tilhængere, både i Europa og Israel.
*) Kilde: Shamash: http://www.shamash.org/lists/scj-faq/HTML/faq
Ligestilling mellem mænd og kvinder
Progressive jøder går ind for fuldstændig ligestilling mellem mænd og kvinder inden for alle områder af det jødiske liv. Vi var den første gren af jødedommen, som ordinerede kvindelige rabbinere, ansatte kvindelige kantorer og udnævnte kvindelige formænd for vores synagoger. Selvom hensigten endnu ikke er hundrede procent fuldført helt overalt, er der ikke længere nogen debat om, at en jødedom, der bekæmper kvindernes ligestilling underskatter os og fratager os en åndelig dimension.
En progressiv synagoge, som ikke forpligter sig over for de lidende og de forfulgte, er en selvmodsigelse. Med andre ord er Progressiv jødedom forpligtet til social retfærdighed. Selvom progressive jøder i dag bekender sig til ritualer, bøn og ceremonier mere end nogensinde, er social retfærdighed fortsat juvelen i den progressive jødiske krone. Som profeterne må vi aldrig glemme, at Gud bekymrer sig om hverdagen, og at samfundets problemer kommer før himmelens mysterier.
Sammenhold – ikke udelukkelse
Progressiv jødedom står for sammenhold - ikke udelukkelse. Vi ser det som naturligt, at der er en grænse mellem jødedommen og samfundet omkring os, men inden for denne grænse ønsker vi at omfatte så mange jøder som muligt. Vi søger at skabe et indhold i vores jødedom, som automatisk tiltrækker jøder til Knesset, og vi tror på det jødiske folks udelelighed.
Progressiv jødedom er forpligtet til et fuldstændigt gensidigt partnerskab mellem rabbinatet og menigheden, men vi anerkender naturligvis rabbinerens forudsætninger og lærdom og dermed en vis forrang. Som progressive jøder har vi indset, at hellighed og religiøs indsigt findes i og tilhører alle dele af vores religiøse samfund, og vi tror på fælles indsigt og fælles lærdom.
Organiseret i WUPJ
WUPJ står for the World Union for Progressive Judaism. Vores menighed, Shir Hatzafon, er medlem af WUPJ samt afdelingen for dens europæiske region, nemlig ERWUPJ.
World Union for Progressive Judaism blev grundlagt i London i 1926 for at skabe en international organisation, der kunne arbejde for, udvikle og bevare en liberal- og progressiv jødedom, dens arbejde og idéer. I dag er 1,5 millioner rekonstruktionist-, reform-, liberale og progressive jøder tilknyttet bevægelsen i over 35 lande og på seks kontinenter.
Fra sit centrale kontor i Jerusalem hjælper WUPJ nystartede menigheder og har det især som sit formål at være med til at bringe jødedommen tilbage i lande, hvor nazismen og andre tyrannier har forsøgt at udrydde den. Foreningen introducerer også jøderne i disse områder for en åben og moderne jødedom, som de kan identificere sig med.
Ovenstående to WUPJ-logoer indeholder links til henholdsvis WUPJ og den europæiske afdeling for WUPJ. Man kan besøge deres hjemmesider ved at klikke på logoerne.
Venskabsmenighed i Israel ("twin congregation")
Shir Hatzafon er glad for internationalt samarbejde. Vi er med i samarbejdet inden for Eurojews, og nu har vi også fået en venskabsmenighed i Israel, som hedder Kehilat Mevasseret Zion. Ved at trykke på ikonen nedenunder, kan du besøge deres hjemmeside.